"Som skidt ud af en kanin" en fødselsberetning

Dette er historien om hvordan den lille Goplemand kom til verden. 

Hvis du har lyst til at læse om Marthas fødsel kan man se her

Jeg havde termin fredag d. 29. august, og havde regnet stærkt med at føde inden, da storesøster meldte sin ankomst allerede i 39+2. Men terminsdagen kom og gik, og jeg blev mere og mere utålmodig. Mandag morgen d. 1.september troede jeg fødslen var gået i gang. Jeg fik onde plukkeveer, som blev ved og kom regelmæssigt, og trak i hele maven. Jeg var sikker på at nu var de rigtige veer kommet. Jeg fik ringet Nikolaj hjem fra arbejde, og alarmeret min mor om at hun nok skulle hente Martha fra dagpleje. Jeg satte mig i sofaen for at tage tid på de dersens veer, så jeg havde lidt oplysninger til fødegangen. Og så sad jeg ellers der. Og der kom sgu ikke nogen veer. Goddammit Alexis! Det var bare plukkeveer. Jeg var SÅ sikker i min sag. Momse blev afmeldt, men Niko var nået hjem, og så blev han der. Han skulle alligevel kun have arbejdet dagen efter før han var på barsel, så den startede bare en dag for tidligt.

Jeg troede jeg skulle igangsættes om tirsdagen d. 2.september, men den dag skulle jeg bare ringe for at aftale at igangsættelsen ville blive mandag d. 8.september. Jeg var ved at blive fuldstændig sindssyg. Jeg skulle op for at tisse 5-6 gange hver nat. Bækkenet værkede og kroppen var bare træt, træt, træt. Ud over det, havde jeg en mand der konstant spurgte om der mon var sket noget, (”kan du mærke væske der løber” citat fra Find Nemo...) og en svigermor der ringede og spurgte om det samme. Jeg kan sagtens forstå dem, for de glædede sig jo også, men det er jo ikke fordi der kommer mere gang i processen bare fordi man spørger ind til den. Torsdag aften aftalte vi at tage ned til svigermor fredag formiddag. Det var hendes fødselsdag, og jeg trængte i den grad til at komme ud af huset.

Men i nattens mulm og mørke, under en af mine mange natlige tisseture mærkede jeg noget vådt i trussen, som ikke var tid. Jeg vidste med det samme at dette var vandet der gik. Jeg havde også natlig vandafgang ved min første fødsel, så jeg vidste godt hvad klokken var slået. Faktisk var det så sært at den der vandafgang indtraf på præcis samme tidspunkt på natten, nemlig 2.20. Adrenalinet for rundt i kroppen på mig. Jeg vidste at jeg burde slappe af, og virkelig prøve at få noget søvn, men det kunne jeg ikke. Jeg lå på sofaen og ventede på veerne, mens jeg så skodfjernsyn. Sommer i Sunny Beach og Familien fra Bryggen blev det til, før veerne var decideret til stede. Regelmæssige med 3-4 minutter imellem, men stadig rimelig blide. Jeg ringede til fødegangen, som sagde vi godt måtte komme ind så snart vi var klar. Dernæst fik jeg fat i min mor, som kom efter 40 minutters tid, for at vække og følge Martha i dagpleje. Vi tog det stille og roligt. Veerne bed ikke hårdt, men kom ret tit.

stadig ved godt mod

Vi ankom til fødegangen 6.30. Lige før vagtskifte ovenpå en hektisk nat. En studerende begyndte at køre en strimmel, og ved vagtskiftet kom jordemoder Helene og tog sig af os. Nikolaj synes strimlen lignede ”en halvkedelig bjergetape i tour de France” Jeg var 2 cm åben og der var stadig livmoderhals at se. 

ankomst til Holbæk om morgenen d. 5.september

Jordemoder Helene undersøger mig

Der køres en strimmel. At dømme ud fra mit ansigtsudtryk har jeg vist en ve lige her. 

Vi venter

veer

Hun var rigtig sød og det var nogle fine timer. Hun sendte os ud at gå en tur og spise noget morgenmad. Det var en yderst smuk septemberdag med høj blå himmel og sol. Vi vandrede ned til stationen og indtog et fyrsteligt morgenmåltid fra 7/11, siddende i solen på Holbæk station. ”Ej hvor er det her hyggeligt, det er ligesom at være på ferie” som Nikolaj sagde. Ja, ferie...helt sikkert.

Mine veer holdt ligesom en pause når jeg sad ned og slappede af, men var gode og regelmæssige så længe vi spadserede. Jeg kunne ikke holde en samtale kørende, mens veen skyllede over mig, men omvendt var det heller ikke værre end at at jeg bare måtte læne mig op ad Niko eller plankeværk når de kom.

Tilbage på sygehuset, var der ingen forandring. Jeg blev tilbudt et lavement, da det kunne sætte yderligere gang i veerne.

Da var det Nikolaj sagde ”jeg tror lige jeg går en lille tur, det her behøver jeg ikke at se” Fair nok. Jeg har aldrig prøvet det før, og det er liiiidt sært. Man får sprøjtet noget varmt saltvand op i numsen, og så skal man holde det inde i 10 minutter for dernæst at gå ud for at skide. Det var ikke videre behageligt at skulle holde det der vand inde når der kom en ve. Og de sidste to minutter synes jeg godt nok den sekundviser var ekstremt langt tid om at nå rundt. Men det gik, jeg ilede på lokum og pøllede. Jeg fik at vide at jeg skulle tage mig rigtig god tid, så jeg sad og lumrede derude i 20 minutter. Kom tilbage til storfnisende Nikolaj (lort er altid sjovt...) og nåede faktisk ud igen til anden skylle, før Helene kom tilbage for at undersøge mig. Stadig ingen forandring. Hun rådede os til at køre hjem, for at få slappet af, og så komme retur når veerne bed rigtig hårdt.

Som sagt, så gjort. Vi trillede hjem mod Slagelse, men ikke før et pitstop på McDonalds, da min colatrang var kæmpestor.

det ene øjeblik har man det skidegodt...

og det næste er tortur

Nikolaj begyndte at dagdrømme om en lur

Hjemme, var min mor lige på et pitstop hos os (hun skulle skide...), før hun ville hente Martha og tage hende med hjem til sig selv. Det var jeg glad for. Jeg havde egentlig glædet mig til at se hende, men jeg havde det bare så skidt, at jeg heller ikke rigtig kunne overskue det. Og hun ville helt sikkert blive stresset af en mor og en far i undtagelsestilstand.

Jeg fik småblundet mellem veerne i løbet af eftermiddagen. Der var pludselig ret langt imellem dem. 6-8 minutter, men de gjorde absolut mere ondt end før. Niko lavede mad, men jeg kunne ikke spise noget. Kastede op, og havde ondt. Vi begyndte at se en film, My week with Marilyn, som vist nok er meget god, men jeg opfattede ikke så meget. Veerne gjorde herreondt. Jeg vandrede rundt i stuen og udenfor. Steppede på stedet, gispede og visualiserede veen som noget godt. Jeg sagde sådan noget mærkeligt som ”jeg er en gylden kugle af lys i universet” og så veen som det der gyldne lys. Jeg sendte tanker mod mit underliv ”expand, expand expaaaand!” Jeg aner vitterligt ikke hvor der der ”gylden kugle af lys” kommer fra. Jeg er på ingen måde en alternativ yogaagtig dame til hverdag.

Ved 21-tiden blev det for meget. Jeg ringede til fødegangen igen og sagde at nu kom vi snart. Vi kørte 21.35, og jeg havde dræberveer hele vejen derop. Jeg gispede som en hund, forsøgte at gispe i takt til musikken bare for at flytte fokus fra smerterne. Jeg tog tid på veerne efter uret i bilen. Der var 3 minutter imellem. Ingen pressetrang endnu, thank god. Men jeg var ikke helt så træt som jeg var til Marthas fødsel. Jeg kunne fx både grine, snakke og synge med imellem veerne. Det er sært at man kan føle sig sådan helt almindelig det ene minut og så fuldstændig i en anden verden og ulidelig smerte det næste.

Vi ankom 22.25. Igen lige før vagtskiftet. Flot timing...

I'm not feeling so hot...

Nogen forsøgte at køre den der famøse CTG-strimmel. Det kom aldrig til at fungere. Den fangede ikke veerne, og hjertelyden kunne de heller ikke finde, så barnet fik en elektrode i hovedet, for at overvåge hjertelyden.

kl. ca 23, kom den jordemoder som jeg skulle føde med. Sidsel hed hun. Virkelig sød. Hun havde en studerende med, som hed Manal. Hun var meget ung, og kun i den første praktik. Der blev nævnt noget om en lavement, og jeg sagde ja tak. Jeg var 5-6 cm åben, og jeg tænkte ”Fuck%%#$SHIT?”@%” hvor lang tid skal der gå før jeg er de der 10 cm åben. Jeg kan ikke overskue flere veer.

Jeg lærte at gispe korrekt, vejret ind gennem næsen, og langsomt ud. Jeg blæste mange imaginære balloner op. Nikolaj fik mast sin hånd godt og grundigt, og jeg krævede vand gennem sugerør fordi jeg blev så sygt tør i halsen. 23.25 lå jeg på siden, med helvedesveer, og så kom pressetrangen. Jeg vidste at jeg ikke måtte presse endnu, og jeg brugte alt min mentale energi på at lade være, men jeg kunne ikke. Jeg pressede og kunne mærke noget vådt. Tissede jeg? Til min skræk hørte jeg også hjertelyden dykke kraftigt i det jeg pressede. Fuck! Ved den næste ve, skal jeg nok lade være. Men nej, jeg kunne ikke lade være. Nikolaj gik vist lidt i panik. Der var ingen mennesker på fødestuen. De kunne dog stadig se og høre hjertelyden der hvor de var. Niko har fortalt at han var lige ved at hive i den røde snor på det her tidspunkt. Også under den tredje ve, kunne jeg ikke lade være med at presse. Og igen dykkede hjertelyden helt vildt. Pludselig var der mennesker på stuen. 

Jeg fik en iltmaske, som jeg klamrede mig til. Jeg fik vendt mig om på ryggen, og så var det jeg havde et slags blackout. Jeg var kun halvt til stede mentalt på den fødestue. Jeg kunne høre mit eget åndedræt, min desperate hiven efter vejret i iltmasken. Jeg kunne høre hjertelydens bippen, og så kunne jeg gudskelov høre Sidsels stemme der fortalte hvad jeg skulle gøre. Jeg følte jeg var inde i en tranceclub. Rytmen af hjertet og min eget åndedræt var det beat der kørte. Der var mørke afbrudt at skarpe laserlysglimt i grøn og orange. Jeg kunne vitterligt ikke mærke smerten længere.

fødsel - ja jeg har flere (mere eksplicitte) billeder, men de bliver ikke delt her i cyberspace

Jeg har haft åndsnærværelse nok til at vide at det var vigtigt at jeg gjorde som Sidsel sagde. Jeg kan huske at jeg tænkte ”jeg må hellere gøre som hun siger, selvom jeg ikke rigtig magter det” Det kunne have været gået to veje. Hvad nu hvis en anden del af min hjerne havde bestemt at jeg bare skulle ignorere hende?

Så jeg pressede når hun sagde jeg skulle, og gispede når hun sagde jeg skulle det. En mikroskopisk del af min bevidsthed tænkte ”nu føder jeg sgu, gør jeg virkelig? hvor ærgerligt at gå glip af det” Jeg kan huske enkelte sætninger jeg hørte Sidsel sige under min trance. ”Nej, så føder vi i stedet for” fx . Jeg spurgte hende bagefter hvad det havde handlet om. Det var fordi de ville have haft taget en blodprøve fra barnet for at tjekke iltningen af blodet da hjertelyden var faldet de der tre gange. Hun sagde at hun var meget overrasket over at jeg bare pludselig fødte. Jeg havde jo kun været de der 5-6 cm åben for bare 10 minutter siden. Men på de par panikveer havde jeg åbnet mig, så der var plads til at føde.

I min trance opfatter jeg at nogen siger ”så mangler vi bare kroppen” WHAT? Har jeg født hovedet? Jeg begyndte så småt at opfatte noget, og bevægede mig op imod overfladen igen.

Jeg lander tilbage på fødelejet og er lige faldet ned fra månen. Nikolaj har taget et billede af mig. Det ser ud som om jeg er på stoffer. Hvor er barnet? Jeg går i panik. Burde der ikke ligge en lille fedtet baby på mit bryst?

Lige landet fra månen

I stedet ligger der en blegblå baby på et bord. Der er fyldt med mennesker der tilser babyen. Der bliver givet noget på en maske. Jeg har fra min tåge hørt et enkelt lille vræl, så jeg er 80% sikker på at det lille barn er i live. Men lige nu er den stille, og de voksne snakker alle sammen. Hvad sker der? HVAD SKER DER?

Jeg får en masse oplysninger på en gang. Det er en dreng. En dreng! Han får lige lidt ilt. Han havde navlesnoren to gange rundt om halsen. Jeg spørger helt forsigtigt ”er han ok? Bliver han ok?” De svarer ikke ”ja selvfølgelig” hurtigt nok. De siger ”ja”, men jeg kan ikke rumme det. Jeg er skidebange,og vil bare gerne have ham over til mig. 

Kritiske minutter

Der går 15-20 minutter. Han bliver langsomt mere og mere hudfarvet. Han får den fulde APGAR-score på 10 efter 15 minutter. Der er en børnelæge til stede, hun vil gerne have ham på neonatal pga slaphed. Hun siger det måske er fordi jeg tager citalopram. Denne teori bliver dog senere skudt i sænk. Han var kun slap fordi han var ved at blive kvalt. Han har her på fjerdedagen stadig noget blodudtrækninger i øjnene, som jeg tænker han fik under fødselen hvor han jo lå og blev kværket af den der navlesnor. Det er meget ubehageligt at tænke på. Han bliver endelig erklæret ok nok til at komme over til mig. 

En stadig lidt blå goplemand suger sig fast

Goddag lille mand

Lykkelig og lettet

Uh han har godt fat

Jeg har også på dette tidspunkt født moderkagen og har blødt rigtig meget.

Et voila. Le moderkage!

 Endelig kommer han over til mig. Jeg stortuder igen. Han tager straks fat på brystvorten og sutter som en pro. Han er knapt så blå nu. Han er så fin og varm. Det er stort det her. Jeg er mere berørt end jeg var ved Marthas fødsel, hvilket nok skyldes dels at jeg var så bange og at jeg ikke mentalt var helt til stede hele vejen igennem. Det var jeg i den grad med Martha, og den fødsel var 100% problemfri med fuld APGAR med det samme. Det her er en helt anden oplevelse. Selv Nikolaj er ved at græde. Og det er fandme vildt. Vi har været sammen i 10½ år og jeg har aldrig set ham græde. Det gør han ikke.

Jubi, vi får lov bare at gå i seng. Han slipper for neonatal

instant love

hey! babser!

nom nom nom

Vi får lov at beholde ham hos os, da de vurderer at det nu går så godt, at han har langt bedre af at være sammen med os, frem for at ligge på neonatal. Hurra! Jeg bliver ikke syet, da jeg kun har fået overfladiske rifter. Blødningen, som de var nervøse for, er nu aftaget som den skulle. Vi får set moderkagen, jeg bliver vasket og får tisset. Av. Jeg er ulvesulten og herretørstig. Vi spiser og nyder vores lille søn. Kæft han er fin!

morgenmad kl. 2 om natten

min flotte udsigt

Han bliver vejet, målt og der bliver taget en eller anden test da han er 2 timer gammel. Jeg kan ikke huske hvad det er. Jeg får endelig fjernet venflon, som aldrig kom i brug. Han er 3860 gram og 53 cm. Han får sit CPR-nummer og vi er faktisk klar til at komme på barselsgangen. Nikolaj har vist fået ringet til sine forældre. Jeg ringede til min mor.

Ved 3-tiden sover vi alle tre. Den lille dreng på min mave. Jeg vågner hvert tiende minut for at tjekke om han stadig lever. Det gør han selvfølgelig. Niko snorker værelset ned. Jeg vågner badet i sved ved sekstiden. Der er bare pikkevarmt. Vi får sovet lidt mere. Han kommer til brystet et par gange. Han er som nyfødte er flest. Halvsovende det meste af tiden, og MEGET interesseret i brysterne. En lille tit-man allerede...

morgenhygge

lille monsieur

godmorgen

sovende farmand

min flotte søn

Lørdag morgen vil vi gerne hjem. Det har hele tiden været meningen at vi ville føde mere eller mindre ambulant, det er kun fordi han meldte sin ankomst 23.40 at det gav mening at blive natten over. Det tager 100 år og en madpakke at blive udskrevet, fordi de har så travlt på afdelingen. Men efter fælles udskrivningssamtale og en kort personlig samtale vender vi endelig snuden mod Slagelse. 

første bleskift

far giver sønnike tøj på

hvor er jeg dog landet?

fine knægt

i eget tøj - i øvrigt samme outfit som Martha blev hjembragt i. 

dejlige farmand

daddy

på vej hjem

Han græder i bilen på vej hjem. Åh nej, nåh, det var bare fordi han fik solen lige i bærret. Jeg får sat lidt afskærmning op, og så dratter han i søvn. Hjemme venter momse, Martha og Tine. Dejligt at se sin nu kæmpestore pige igen. Hold nu kæft hvor er hun tung og hvor kan hun meget lige pludselig! Hun er interesseret i sin lillebror. Skal lige hen og ae og kigge, men hun er helt ærligt nok mest interesseret i det slik og kage barselsgæsterne har med.

Hurtigt kommer også bedstemor, Heidi og Jesper og oldefar. Der er gaver, cola, kage og slik. Den lille monsieur sover fra det hele. Han går på omgang og alle synes han er åh så fin, og jeg kan kun give dem ret!

mormor

bedstemor

smuk solrig septemberdag på terrassen

der er gaver og Marty spæner rundt med ammepuden

centrumsbarnet

yes!

tante Heidi

onkel Jesper

Mor og Martha vander haven, mens gæsterne beundrer lillebror

første aften herhjemme

Storesøstergave fra mor og far

Middagslurskongen

Marty undrer sig lidt over den der baby

en hyggestund

Første nat derhjemme går rigtig fint. Han sover i smørhullet, men kunne nok også sagtens have ligget i vuggen. Han kommer til brystet et par gange, men der er kun råmælk endnu. Men han arbejder hårdt på sagen, og allerede mandag morgen, efter 2½ døgn løber mælken til. Well done señor!