fredag den 16. august 2013

Det der med at blive 30

Jeg fejrede min 30 års fødselsdag i Berlin. Jeg havde mange måneder forinden bestemt mig for at jeg ville vågne op et spændende lækkert sted, og ikke hjemme på Sct. Mikkelsgade. Ikke at der er noget galt med Sct. Mikkelsgade, det måtte bare gerne være lidt ekstraordinært når nu det var en rund fødselsdag. 
Fødselsdagsbarnet og mandse på kysseferie

Jeg har efterhånden ”fejret” mange fødselsdage ganz allein, fordi Nikolaj næsten altid har været på arbejde. Sidste år, da jeg blev 29, var noget med at jeg kørte til bageren om morgen. Hurra og tillykke. Jeg spiste et rundstykke med venstre hånd mens jeg ammede. Niko tog på arbejde, jeg nulrede rundt i byen med barnevogn og baby. Jeg kan huske jeg købte mig en is og spiste den helt alene. Om aftenen slæbte jeg Martha og Rikke med på Joci Sushi. Der er altså mindre sjovt at være på restaurant med baby der endnu ikke kan sidde i en høj stol…. Vi havde skråstolen med, og det var fint, men meget upraktisk at mosle rundt med. Efter sushi, gik jeg hjem og ammede og gik i seng. Alene. Altså ikke nogen dårlig fødselsdag, slet slet ikke. Men måske heller ikke en der går over i historiebøgerne.
Tillykke til mig

Is som jeg IKKE delte med babygirl

Se lige det sure fjæs på Joci Sushi

Rikke og Martha


Jeg havde kigget på forskellige steder vi kunne tage hen. Uden barn vel at mærke. Planen var egentlig at vende tilbage til Paris, hvor vi var på vores allerførste ferie sammen tilbage i 2004. Men det var ret dyrt. Jeg kiggede også på London, Dublin, Prag og Stockholm. Men jeg endte med Berlin, dels fordi jeg fandt en vældig billig flybillet med SAS, dels fordi vi kunne få et lækkert firestjernet hotel til en ret rimelig pris. Vi har været i Berlin to gange tidligere. Begge gange korte ture i januar. Så Berlin i juli var noget nyt for os begge.

Min mor blev hyret til at passe gøjen, og hun glædede sig helt vildt. Min mor altså. Martha vidste nok ikke helt hvad der foregik. Vi skulle være væk 2 nætter, som måske er lige i overkanten for en 1½-årig, men heller ikke børnemishandling. Det endte med at blive 3 nætter, da flyet afgik så tidligt om morgenen, at vi afleverede Gøgleren aftenen før, frem for at vække hende og køre hende ud til min mor klokken 3 om natten. Min lillesøster var også feriebarn hos min mor i de dage, og min bror var også forbi, så den unge dame har solet sig i udelt opmærksomhed, fra tre mennesker der synes hun er jordens ottende vidunder (hvilket hun naturligvis jo også er)
Feriebarnet børster tænder

gøgler rundt på et trappetrin med sin moster

bader

LEGOleg med onkel

morgenglad

...og aftenglad

elskede mormor!


Imens Martha voldhyggede med mormor, moster og onkel, nød mor og far livet i Berlin. Vi lavede ikke så meget. Sov længe, gik rundt i byen, drak kaffe, spiste mad, var på fint hotel og fik den bedste morgenmad jeg nogensinde har fået, nød ikke at have en klapvogn med. Vi savnede hende, men nød også at vi selv kunne sætte tempoet, og ikke hele tiden time alt hvad vi gjorde til middagslure og sengetider. Vi kunne sidde og snakke, drikke kaffe, kysse og kigge på mennesker, lige så længe vi ville. DET var dejligt. 

hvedeøl. Mums.

Virkelig stor "snackkurv" til forret

Chokobombekaffedrik

minibanan til fabulous morgenmad på Hotel Savoy

Niko stener over en portion Curry Wurst mit pommes

sjov med statue

U-bahn

ja det er jo næsten os...

Men det var også dejligt at komme hjem igen.

Nikolaj havde voldstresseren på hele turen fordi han ville finde en fødselsdagsgave til mig. Det fandt han aldrig. Han købte et fint Kranz&Ziegler armbånd et par efter vi kom hjem. Det var absolut i orden.

Og kan jeg så lige tilføje at Tegel lufthavn er the fucking værste sted på jorden. Hold nu kæft hvor dumt kan man indrette en lufthavn? Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre at vores fly blev forsinket 2½ time.
To en halv time hvor vi sad i et lille varmt glasbur. Som noget kvæg. Der var en automat hvor man kunne trække en lun cola til 3 euro. Der var også et toilet. Dog. Pik mig i øret, det var skidt.

Hjemme igen, sås jeg med min veninde Anne Sofie, af hende fik jeg en GoodieBox (abonnement) dvs en dejlig kasse med dullegear i. Aaah.
I august holdt jeg fødselsdag for familie og nogle venner. Der var kage i lange baner og gaver til mig og min bror (som fyldte 28) Der var voldhygge og baby til låns og to små piger der hoppede og moslede rundt i vores seng. 

Mine gaver
Sort læderarmbånd med 2 sølvvedhæng
Goodiebox
Strygebræt, småkagedåse og
Stegetermometer og minutur
6 mindre opbevaringskasser
2 store opbevaringskasser
Den Fede Pingvin – brætspil
Gavekort til fysiurgisk massage
Gavekort til bøger
Gavekort til brunch med bobler
Dior Addict parfume, Lipfinity læbestift og neglelak

Hvad KAN det dog være? 

massagegavekort og gavekort til hjemmestrikkede sokker til os alle tre - fra verdens bedste Gitchen.

Nej, Mette, hun skal ikke drikke cola...

min voldfråderen brownie med chokosmørcreme

momse fodrer barnebarnet med kage

Det er kage det der. Ikke bæ. 

gulerodskage. jamen har I set hvor pææææn den er?

Casper og jeg kaster småtøser ned i dynerne, så de hviner af fryd

"og kilde kilde kilde kilde kilde kilde!"

Esther og Mama G får sig en snak

At kaste med en Esther

Bukser med håndtag

baby Tove fik mine æggestokke til at stå og klapre.


Og hvad så med den der trediveårskrise? Ja den har jeg altså ikke. Jeg har det rigtig rigtig fint med med liv og min alder lige nu. Nogle af mine veninder hintede at det var fordi jeg  ”havde det hele” Som i uddannelse, fast arbejde, mand og barn. Årh rend mig. Hvem er det der laver de der regler for hvad ”det hele” er? Og hvem har bestemt at man helst skal have det den dag man fylder 30. De samme som bilder os ind at et frieri skal foreståes af manden, på en romantisk, men endelig ikke fortærsket måde. Vi bestemmer selv hvad der er det rigtige for os.

Og så vil jeg lige skrue tiden 10 år tilbage. Til min 20 års fødselsdag. Jeg var ude hos min gymnasieveninde Kirstine. Vi havde siddet oppe hele natten og skrevet på et teaterstykke vi ville opføre. Hun havde sat et enkelt lys i en mazarinkage og dekoreret den med stykker af Kinder Maxi. Hun sang fødselsdagssang for mig da klokken slog tolv. Vi drak meget vin og besvimede i søvn henad morgenstunden. Jeg brugte det meste af dagen på at have tømmermænd. Det var også en smuk og dejlig dag.
taget ganske få dage før min 20 års fødselsdag. I haven't changed, eller hvad?




tirsdag den 13. august 2013

Summen af de 7 damer

Vi er en flok veninder fra samme folkeskole, som jeg stadig ses en del med. En af dem er blandt mine allernæreste veninder. Vi er alle sammen blevet 30 i år. (undtagen Louise, men hun gik også kun i ottende…) Bare i sommerferien er vi  fire der har ramt det skarpe hjørne. Vi står ret forskellige steder i livet, og så alligevel ikke.

Ud a 7 piger årgang 83 (1 fra 84):
1 har købt hus med kæresten. Og hund.
1 har et barn (det er mig!)
6 er færdiguddannede
1 har boet en årrække i London
6 er i faste parforhold – heraf 2 i 10+ år (Niko og jeg har været sammen i 9½ år, så vi er der næsten også)
5 bor i barndomsbyen (heraf er 3 flyttet tilbage efter et par år andetsteds)
2 studerer
3 er uddannet lærere (!)
Og 2 er pædagoger…
1 har 2 katte, og en kæreste.
5 har kørekort
2 har bil
1 er kæreste med en far til 3
4 dyrker regelmæssig motion
2 kan godt lide at ryge en lille bønne
3 er eksrygere
2 er rygere

Vi er meget forskellige, men også meget ens. Måske er det derfor vi stadig kan holde hinanden ud. Vi er jo også endt med at tage uddannelser der ligger tæt på hinanden. Ud over 2 pædagoger og 3 lærere er der en geograf og en der læser litteraturvidenskab.

Når jeg fortæller at jeg har et slæng af folkeskoleveninder forestiller folk sig ofte at vi altid har været et slæng. Altså at vi alle 7 altid var sammen siden vi var purunge. Det er ikke tilfældet. Vi har i perioder været veninder med en eller 2 af de andre, som så har været slyngveinder med en af de andre, og på kryds og tværs. Man ændrer sig jo meget de 10 år man går i folkeskole. Jeg nåede at være bedsteveninde med 3 af de her piger. I gymnasiet sås vi også på kryds og tværs, men 2 gik på et andet gymnasium end resten, 1 var HF’er, og vi var på forskellige årgange. 2 af pigerne er desuden stangkusiner, så det har jo også i perioder gjort at de ikke var bedste veninder. Jeg havde, og har, jo også veninder uden for denne kreds. Jeg sang i et kor, var spejder og spillede teater, og der har jeg haft gode og tætte venskaber også. I gymnasietiden var det næsten udelukkende her jeg fandt de tætte venskaber. Jeg har ikke superglad for min gýmnasietid, særligt ikke 1.- og 2.G. Puuuha, det var en akavet og svær tid. Der er en enkelt veninde fra min  første gymnasieklasse jeg stadig ser ind imellem, men det var sgu ikke der jeg trivedes bedst. Jeg var ude at rejse mellem 2.G og 3.G, men det er vist et andet blogindlæg….

OK, det blev et sidespor. Folkeskolepigerne, det var dem vi kom fra. Vi begyndte at ses som en gruppe da vi alle var blevet studenter. I sommeren 2003. Vi har edderrød’me lagt mange penge på Cafe Mikkel i Slagelse! Vi holdt fester, tog på Cafe, i Tivoli, spillede spil, tog på shoppeture, i zoologisk have, på stranden, på rejse, i Bonbonland, holdt nytår sammen, tonsvis af tøseaftener og alt muligt andet. Der var nogle dejlige år, hvor vi bare havde det skønt, og hyggede os. Det var ikke altid alle var med, og som tidligere nævnt var der jo en der boede i udlandet, og noget med nogle ekskærester, og nogle der blev uvenner, så der har været masser af gnidninger. Jeg har aldrig haft en personlig konflikt med nogen af dem. Er måske nok lidt konfliktsky når det kommer til stykket.

I perioder har jeg haft det anstrengt med nogle af dem, og været lidt træt af at alt skulle aftales og diskuteres ned i mindste detalje. Lad os da bare daffe op og æde de nachos for fanden!
I marts 2010 skulle vi så på sommerhustur sammen, og der ramlede det hele. Alle de små åndssvage konflikter og usagte irritationer. Alt det nogle var blevet sårede over engang, og hele den der planlægningsfnidderfnadder eksploderede bare. Jeg kan ikke engang sætte fingeren på præcis hvad der skete. Måske var vi bare blevet trætte af hinanden som gruppe? Jeg kan i hvert fald huske jeg kom hjem fra den der tur, som skulle have været så hyggelig og sjov, og jeg græd bare. Det første jeg sagde til Nikolaj da jeg trådte ind af døren var ”Aldrig mere!” Jeg var blevet såret, irriteret, frustreret. Og jeg var ikke den eneste. Vi havde alle syntes det var en rigtig lortetur. Og derefter så de fleste ikke hinanden før 2½ år senere…

Dam dam dam!

Jeg blev ved med at ses med en af dem. Selvom jeg synes hun havde været streng, og sikkert også omvendt, så kunne vi lide hinanden så meget, at vi blev ved med at ses. Vi havde sådan nogle ”Sushi, sjusser og Scrabble-aftener” Vi var begge to travle. Nyuddannede lærere begge to, med fuldtidsjob, men vi fandt tiden til hinanden. Vi var også i London for at besøge en af de andre piger. Jeg blev gravid i sommeren 2011 og hun var en af de tre jeg ringede til og fortalte det ret tidligt i graviditeten. Hun var der bare. Vi bor også i samme by, tæt på hinanden, så det var jo nemt lige at aftale at ses og vende verdenssituationen. Det krævede ikke den store planlægning. Mine 2 andre tætteste veninder (dem jeg også ringede til) bor/boede i København, så det kræver lige lidt mere at ses. Jeg husker det som at vi sås rigtig tit da jeg var gravid. Og igen da jeg havde født. Hun kom op på sygehuset og besøgte os samme dag som Martha blev født. Det gjorde ellers kun bedsteforældrene og Nikos søster. Hun var der bare for mig. Hun har virkelig set mig amme mange gange. Hvilket hun også altid nævner…. Selvom hun stadig havde fuldtidsjob, hus og hund, så havde hun også altid tid til barselsdamen som keeeeeedede sig. Hun var den der var tættest på (min egen mor er der selvfølgelig også. Altså tæt på, men det her indlæg handler om venindeforhold) så det var ikke nogen svær beslutning at spørge om hun ville være Marthas gudmor. Jeg kan godt lide tanken om at det er en barnet ikke er i familie med. På den måde lukker man en udefra ind i familien. Og man skal heller ikke vælge mellem 4 forskellige søskende. Jeg synes ideen om at Martha har fået en voksen som er helt hendes egen er rigtig fin. Min veninde blev simpelthen så glad. Meget gladere end jeg troede hun ville blive. Hun gik, og går, op i det med liv og sjæl.


Og det bringer os frem til august 2012. Vi skulle holde barnedåb, og uden egentlig at have nogle bagtanker, inviterede jeg hele flokken af tøser. Jeg havde jo som sagt ingen konflikt og er heller ikke typen der bærer nag. Jeg syntes bare det var naturligt at de skulle være der. Alle 6. Jeg kunne mærke på flere af dem, at det betød meget. Skulle vi virkelig opløse det her gamle nag? Hvordan ville det blive? Ville det blive akavet? Var nogle sure på hinanden? Alt det tænkte jeg helt ærligt ikke på. Jeg havde jo ligesom baby og barnedåb i hovedet. Jeg havde ingen bagtanker. Jeg inviterede dem jo bare. De skulle jo være der, ligesom de havde været der til andre store begivenheder. Som fx vores bryllup i 2009.

Men dagen oprandt. Solen skinnede, og de kom sgu alle sammen. Og de hyggede sig. Og gudmoren strålede og smilede. Og pigerne snakkede om hvor dejligt det var at jeg havde inviteret dem alle sammen igen. De havde jo ikke set hinanden i 2½ år.




















Og så skete der det helt utroligt dejlige at vi begyndte at ses så småt igen. Først bare i det helt små. 2-3-4 af os fra samme by mødtes til kage og hyggesnak. Søndagskage kaldte vi det. Så var der pludselig nogle af dem der ikke boede i byen som sagde at det ville de da også gerne være med til. Og så blev vi flere og flere. Og pludselig var vi alle sammen, sammen igen. Vi aftalte dage hvor vi skulle mødes. Hos hinanden. Det er svært at finde dage hvor 7 mennesker kan, og alle er ikke lige fleksible. Det irriterer mig. Den der overdrevne fnidderfnadderplanlægning. Den som også var dræberen sidst. Men jeg trækker vejret dybt og prøver at huske på at vi ikke alle sammen er ens. Og nogle har brug for mere kontrol og planlægning end andre. Jeg synes bare det er rart at vi ses igen. Og jeg prøver at tage det helt roligt, når der kommer små krusninger i vandet. Når en siger noget irriterende. Når en anden er irriteret på en tredje. Jeg GIDER ikke konflikterne. Så jeg bliver ved med at ses med mine dejlige piger, men kun så længe det er det værd. De er skønne, seje, kloge hver for sig, men nogen gange har de (vi) en uheldig indvirkning på hinanden. Summen er 7 er ofte højere og mere kompliceret end man lige skulle tro.
På næste fredag kommer de alle sammen hjem til mig. I min kalender står der ”Damemøde”. Sig mig HVORNÅR skiftede det navn fra ”tøseaften”?” Det er nok noget med det der at blive 30 år, at gøre. Mon ikke?



tirsdag den 6. august 2013

Lises, Nikolajs og Marthas helt fantastiske tur til Sardinien – eller ”historien om hvordan Hr og Fru Storbyferie gik på kompromis da de blev forældre til en lille gøj” DEL 3 - sidste del

DAG 5 – FREDAG
Vi skulle på sejltur til Capo Caccia så vi måtte have fat i vækkeuret, altså det rigtige, ikke bare det lille organiske… Båden sejlede fra marinaen ved den gamle bymur, en 30 minutters gåtur fra Buganvillea. Det var allerede røvvarmt, men vi havde pakket masser af vand og badetøj, men glemt solcremen. Nikolaj havde ikke engang smurt sig ind inden vi gik. Big Mistake!
Moren og faren slapper af






Martha beundrer de fine klipper


Det var en lille båd, ved navn Freccia, og der var omtrent 40 mennesker ombord. Det virkede umiddelbart lidt crowded, men da vi først sejlede af sted, flyttede en flok unge franskmænd af den larmende slags, sig op på taget, og folk flyttede lidt rundt, så der endte med at være fin plads. På båden var Antonio kaptajn, og Laura var medhjælper.
Antonio og Laura og Piccolo Capitano
 De lavede den der 8 timers sejltur med turister HVER dag i 6 måneder i træk. No wonder at de var nøddebrune begge to, men føj hvor ville jeg blive træt af det hvis det var mig. Laura var supersød og forelskede sig i Martha, som også var hendes søsters navn. ”When she smile, I melt. Like icecream”
Sol og vand

Capo Caccia

 Det var en smuk og lækker sejltur. Selvom solen bankede ned, var det behageligt fordi det jo luftede så rart derude på havet. Så vi sad der og hyggede i solen. Igen, big mistake.
Gøgleren gøglede rundt. Laura tog hende på tur ind i styrehuset. Der var vin, ost, vand og sol. Vi sejlede forbi masser af flotte, imposante klipper, ind i grotter og rúndt om små finurlige klippe”øer” på 4 kvadratmeter. Det lignede noget fra en James Bond film. 
klipper i modlys

Se lige det der turkise vand!

"Hullet" en lille klippeø, med hul i.

Vi sejlede forbi Grotto di Nettuno, som er en ret imponerende drypstenshule, som vi helt sikkert var taget til hvis vi havde børn der selv kunne gå ned af mange mange klippetrapper. Næste gang! Capo Caccia er en stor, høj klippe (100 meter) som ligner en sovende mand, når man kommer sejlende. Omme på den anden side af klippen kastede vi anker, og så kunne man bade. Oh, det var så fedt! Vandet var krystalklart og helt turkis. Ligesom på postkortene! Der var masser af fisk, mest grå, men jeg spottede også en blå og gul lille gut. Vandet var ca 5 meter dybt, og lidt koldere end jeg forventede. Men det var absolut skønt at svømme rundt i, særligt fordi det var så varmt, især når båden lå stille. Det havde helt sikkert været sjovere og hyggeligere hvis vores barn/børn havde været store nok til selv at ploppe i havet, så vi kunne have svømmet rundt og hygget alle sammen. Som det var nu, kunne kun en af os være i vandet ad gangen, da den anden jo skulle holde øje med barnet. Guiden, falske Steen, fyldte en tom køletaske med havvand. Til  ”den lille gut”. Det var et stort hit! Først stod hun bare og soppede med ble og body på, men vi smed den hurtigt, så hun kunne dyppe hele skroget. Det så herregrineren ud, når hun stod og grinede og *dyp* et lynhurtigt dyp af numsen. Og så stod hun der og åd brød og grinede og charmede alle. Fucking cute!
Jeg har været i vandet og Martha har fået sig en minipool

nu med bar røv

At spise brød med røven bar

Der blev serveret frokost. Pasta med rejer. Med hoveder på. DET var mere end Nikolaj kunne kapere. Han spiste slet ingenting. Ikke engang pastaen. Han synes sovsen smagte af rejer. Kræsne dyr! Martha og jeg smovsede det i os. Jeg er ikke megafan af pilselv-rejer pga de fedtede fingre, men det smagte supergodt.  
pasta med rejer til frokost
Der var abrikoser til dessert. Og masser af hvidvin, vand og sød sød kaffe. Så var der fiskning og mere badning. Der havde Niko og jeg ligesom fået nok af badning. Jeg havde i hvert fald skiftet til almindeligt tøj, så det blev lidt langt. Martha var efterhånden også småtræt. Hun faldt først i søvn i klapvognen, da vi sejlede igen. Motorlarmen og den vuggende fornemmelsen sendte hende durk i drømmeland. På dette tidspunkt havde Niko og jeg lagt mærke til at vi da var blevet lidt røde i det. 

Så freaking pænt altså!

Sardinien

Bendyp i Middelhavet
Og det blev bare værre og værre. Jeg måtte låne solcreme af en anden dansker på båden, men man svedte det bare af. Jeg fik febersymptomer, kvalme og svimmelhed af solskoldning. Vi krøb ind i de få skyggepletter der var på båden, og ville egentlig bare gerne hjem. Martha vågnede med det samme, da Antonio lagde anker igen. Så var der mere badning. Heldigvis var vandet pissekoldt så vi sejlede videre efter en halv time, men da var gøjen jo vågen. Og sur. Det er virkelig en killer at blive så solskoldet. At være i solen føltes som at bliver overhældt med kogende vand. Fy for satan hvor havde vi det skidt. Martha blev heldigvis ikke sådan rigtig rød, men hun var jo også blevet badet i faktor 50 inden afgang. Hun blev en lille smule lyserød på armene. Følte mig som verdens værste mor. Nu her efter hjemkomsten, kan jeg se at hun er blevet lysebrun på hænder, arme og fødder, så man kan altså godt blive (sundt) solbrændt med et tykt lag faktor 50.
Endelig var vi hjemme i Alghero. Vi spænede over i skyggen. Vi var helt ved siden af os selv. Solkulrede. Klokken var 17.30, dvs der var mindst en time til restauranterne begyndte at åbne. Vi trissede lidt rundt. I skyggen. Jeg købte is til os. På den anden side af gaden. Men det var på. Aldrig har man set en tyk, rød dame løbe så stærkt med to bægre is i hånden.
is i skyggen

Restauranterne begyndte at åbne, og Nikolaj vandrede fra den ene til anden og så til den næste. Han kunne ikke finde en han kunne lide. Han var opsat på at finde en der ikke specialiserede sig i fisk og skalddyr. Det gjorde de så alle sammen. Men HALLO, vi var ligesom på ferie i en havneby. Hvad havde han EGENTLIG regnet med? Jeg tror bare han var sulten og ville være sikker på at slippe for fisk, efter frokostskuffelsen. Jeg er jo næsten altædende, så jeg gik bare og brokkede mig som en teenager. ”Kom nuuuuu” ”helt ærligt, hvornår skal vi spise!?” Endte med en ristorante på et torv, som havde et velvoksent pizzakort. Ved bordet ved siden af sad, ja danskere selvfølgelig. Det er simpelthen så sært at tage til en lille, og for de fleste danskere, ukendt sardisk by, og så støde ind i danskere (og svenskere!) alle vegne. På båden var det forståeligt, da vi jo købte sejlturen via vores rejsebureau, men på restauranter i byen, i supermarkedet, på stranden, i toget til Sassari. Jeg er jo lidt mere eventyrlysten, især med mad, end Nikolaj så jeg bestilte en pastaret som jeg ikke anede hvad indeholdte. Den hed noget med trofie. Selvom menukortet var på engelsk var lige det der trofie, ikke oversat. Jeg sad og frygtede/frydede mig over at det måske betød kallun, altså komave. Jeg har længe gerne villet smage det, men var også bange for at jeg ikke ville kunne lide det. I supermarkedet solgte de alle de der dele af dyret som vi ikke rigtig kan/vil købe i Danmark. Mave og hjerne fx Og nosser. Kallun/mave er faktisk den der slimhinde der sidder på indersiden af mavesækken. Den er tyk, hvid og svampet i det. Og en ren delikatesse fx i Rom.
Hvad trofie er ved jeg stadig ikke, for min ret viste sig at være en ret ordinær, men meget lækker pastaret med noget tomatflødesovs, muslinger og salvie. Måske er trofie bare den form pastaen havde? I must google it.
OK, så googlede jeg det. Øv, det er bare pastaformen. Trofie is a short, thin, twisted pasta from Genova.
Trofie med muslinger, salvie og tomatflødesovs

Mart var præmiegøgler den aften. Vi fik sådan liiiidt lange løg af hende.
Vi gik hjemad ad Via Garibaldi og Via Lido. Solen var gået ned, så det var ikke så torturagtigt.
Freccia - båden vi havde sejlet med. I lidt mindre ond sol.
 Gøjen blev puttet og vi hyggede os på altanen. Jeg havde købt noget italiensk blandselvslik. Seriøst, det var gigastort! Og deres slikforretninger var sådan lidt Willy Wonka-magiske. I love it! Vi grinede og grinede. Og tog billeder af vores brændte lemmer. Nikolaj var nærmest lilla.
AV! Der findes også et billede taget forfra, med lange patter und alles. Det skal ALDRIG offentliggøres på nettet...

Gigaslik

lillatonet solskoldning

DAG 6 – Lørdag
Det var liiidt svært at sove ordentligt, pga røde rygge, men vi tog den mest stille og steneren dag på ferien. 
morgenmad lørdag. Med meget røde lemmer. Og Nikolaj havde også fået et myggestik på øjenlåget, så han lignede en kineser i den ene side af hovedet. 
Efter en lang, doven morgen slæbte vi os ned på Les Arenes i underetagen og spiste dejlig pastafrokost og drak en liter øl. 
Ichnusa hedder øllen. Den var udmærket. 
Vi tog isen med hjem i lejligheden, spiste den, og sov til middag alle tre. Vi må have haft brug for det, efter den varme, hårde dag, dagen før.
Men hen ad aften fik jeg cabinfever, og ville UD. Solen var ved at gå ned, så vi blev ikke tortureret af dens stråler. Det var en yderst smuk og stemningsfuld gåtur ind til byen. Vi tog flotte billeder og gik og nulrede omkring. 
Aften på Via Lido

Solnedgangsstemning ved stranden

Vi fandt et pizzeria, som vi havde luret på dagen før. De havde ikke en høj stol, men det gik. Martha voldgøjede rundt. 
Jeg var liiiidt træt af hendes gøglerier her.
Tjeneren Miguel syntes hun var åh så sød, så han slæbte rundt på hende, viste hende videoer på sin iPhone, og blev overhovedet ikke sur da hun fik pillet ved termostaten på køleskabet så alt vinen blev 3 grader for varm. Vi fik alle tre pizza. Mums!
Miguel og Martha ser Peppa the Pig videoer på Youtube

Slenterede hjemad, og der var SÅ mange mennesker nede ved havnen og på Via Garibaldi. Det var jo lørdag aften, så ALLE var bare ude. På alle bænke sad gamle italienere og kiggede på mennesker. Strandbarerne væltede ud over gaden, og der var glade mennesker alle vegne. Der lå en GIGA lystyacht i havnen. Vi drak frappé og grinede. Vi så den italienske Stephen Fry og manden med verdens største næse.

DAG 7 – SØNDAG
Sidste feriedag. PIV! Jeg startede dagen med en solosvømmretur i poolen. SKØNT! Og da jeg kom op, var kaffen og morgenmaden klar. Jeg elsker Nikolaj! <3
Vi startede med at tage på stranden. Der var rigtig mange mennesker i dag. Det var jo også søndag, og formiddag. 
Det var supersuperskønt og sjovt at bade med den lille vandhund. Hun var ikke til at drive op af vandet igen. Lidt ude i vandet var der nogle klipper, og jeg ville gerne lige svømme ud til dem. Niko gik ind i sandet med Mart. Det lignede ikke at de klipper var særlig langt væk, men afstande kan snyde i vand, for jeg synes jeg svømmede herrelangt. Jeg nåede aldrig derud. Men det var SÅ fedt at svømme i havet. Jeg vil vurdere at der var en 7-8 meter ned der hvor jeg nåede ud. Jeg følte mig så fri, stærk og sej der i vandet. Der var rigtig mange sky fisk, som man kunne kigge på. Jeg elsker at bade i havet!
Inde på stranden lå jeg lidt og voldsvedte, og så dappede vi op på hotellet og hoppede i poolen. Den skulle jo lige prøves en sidste gang, og så ER det altså den nemmeste måde at få sandet ud af sprækkerne på…. Gøjens trappemani inkluderede nu også poolstigerne.
Sidste tur i poolen

Vi gik op og skiftede, og jeg gik ned for at hente nogle panini. Da jeg kom tilbage var gøjen faldet durk i søvn. Det var selvfølgelig også hårdt at svømme både i hav og pool. De der panini var SÅ underlige. Meget kedelige sandwich. Bare hvide boller med fx mozzerella og tomat, og så lige salt for at´pifte den op. Ingen grøntsager, inden mayo. Nada. Niko fik en med pølse, pomfritter og ketchup. Det var overraskende nice. Hentede også is i Oops, og så tog vi også en lille lur.
Panini med pølse og pomfritter. Sært men godt. 

ishenteren

Til aften gik vi ind imod byen, og Niko fik os op ad en gade vi endnu ikke havde set. Den førte os ind til det ”rigtige” Alghero. Dvs der var dem der bare bor der, bor. Ikke en turist i sigte. Og vi var måske 300 meter væk fra bymuren og den gamle bydel,  som var turisterne var. Meget underligt, pludseligt at befinde sig i noget by som så helt anderledes ud end det vi havde set på hele ugen. ´Vi blev helt ærgerlige over først at have begivet os herind på den sidste dag. Too bad. Vi fandt en park med en legeplads, som vi gøjede rundt på længe. 
snurredims

kravlebræt
Der var dog ikke så mange spisesteder. I hvert fald kunne vi ikke finde dem. Det vi fandt var et sted med pizzaslices. Altså pizza tranchos. DET var lokalt. Der var kun italierne, der råbte og grinede og gestikulerede. Der var børn over det hele, og ingen kunne finde ud af at stå i kø. De stod i klumper. Men jeg fik bestilt nogle slices af lidt forskelligt. Og colaer til. 13 euro blev det i alt. Feriens billigste måltid. Den bedste var med noget gorgonzola og aubergine. Jeg vidste slet ikke at jeg godt kunne lide aubergine på pizza! Det var tykke bunde, men de var lækkert luftige, men mættende. Ret dejligt.
pizza tranchos med alle de lokale

På vej hjem fik vi granité. Som er en lækker udgave af slushice. Hjemme drak vi Asti og nød den sidste aften i Alghero.
et mandejob...


Dag 8 – MANDAG
Godmorgen, og farvel. Vi fik pakket det sidste, frådet morgenmad og så skulle vi af sted. Niko gik ned med skraldet. De gik MEGET op i skraldesortering. Svenskerne må have følt sig helt hjemme…
Men , jeg skulle hilse at sige at, det er noget nær umuligt at manøvrere to rullekurfferter, en rygsæk OG en klapvogn med barn i ned af trapper. Heldigvis findes der galante ældre herrer der gerne giver en hånd.  Turen hjemad gik helt fint. Transfer, fly osv var stille og roligt. 
Familien Tosse igen ombord på Atlantic Airways
Martha faldt i søvn og sov i hvert fald halvdelen af flyveturen. I Kastrup var der SÅ mange mennesker. Vi fik vores kuffert relativt hurtigt omstændighederne taget i betragtning, men klapvognen var ingen steder at se. Bånd 9, som slet ikke er et bånd, men en lille disk, som er der var ”bulky baggage” er. Dvs klapvogne osv. Der var der problemer. En port var gået i stykker mumlede nogen over højtaleren da vi havde stået der 40 minutter. Der kom flere og flere mennesker der skulle hente stor bagage, og alle var sure, svedige og stressede. Ikke mindst Martha. Vi fik heldigvis scoret os en lufthavnslåneklapvogn, som jeg et øjeblik tænkte om ”Vi skrider og tager den her med hjem, så kan lufthavnen få vores, når og hvis de finder den.” Martha sked og jeg måtte råbende informere menneskemassen ”Jeg skal skifte en ble, må jeg gerne komme igennem?” før nogen flyttede sig en millimeter. Alle skulle åbenbart stå og mase nede ved disken. 
Træt, sur, skiden og sulten Martha i lufthavnen. 
Så gik det nok stærkere…. Men hun fik en ren røv at trutte i, og jeg fik lidt luft, så et panikanfald blev undgået. ENDELIG kom klapvognen og en million milliard andre ting. De dygtige lufthavnsdudes formåede at vælte og smadre sådan en handicapscooter i processen. Flot…. Halvanden time gik der med det cirkus.
Vi var pikkesultne, så vi gik på BurgerKing og inhalerede noget junkfood.
Og så var vi endelig hjemme. Og i Danmark var der sgu næsten lige så varmt som på Sardinien.

Det var en FANTASTICO tur. jeg vil gerne tilbage igen om nogle år. Når vi kan cykle, snorkle og vandre i bjerge. Men jeg vil absolut også anbefale turen til andre med små børn. Der er rigeligt at tage sig til. De fleste børn elsker jo at bade, og Alghero bød på det helt rette mix af badning og kultur.