Ud i verden

6 uger

Jeg har ikke helt været klar til at bringe mig selv og barnet ud i verden før nu. Ja, vi har været ude hos min mor og en tur i Vestsjællandscenteret, men så heller ikke mere. Jeg var på ingen måde klar til at besøge mit arbejde. Tanken om alle de mennesker gjorde mig helt klam i håndfladerne. Hvad nu hvis hun skreg hele bygningen ned? Hvad ville folk tænke? Selvom det er komplet irrationelt, går jeg desværre op i hvad folk tænker om mig. Alt for meget. Jeg ville virkelig ønske jeg bare kunne være ligeglad. Eller ihvertfald få ind i mit hoved, at der ikke er nogen der dømmer dig som en dårlig mor, fordi dit barn tager en skrigetur ude i offentligheden. Eller hvis de gør, så ved de ikke bedre. For bare 7 uger siden kunne jeg sagtens tænke "få dog dit barn til at tie stille!" hvis en baby skreg eller et større børn havde et temper tantrum. Men nu ved jeg bedre. Man kan ikke bare få hende til at stoppe, som ved at trykke på en knap. Måske kan man få hende pacificeret, måske ikke. 


Igår aftes var vi inviteret til 30 års fødselsdag hos min veninde på Nørrebro. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Jeg var også nervøs for hvordan damen ville opføre sig, men de sidste par outings var gået rigtig fint, så jeg havde rimelig ro på. Men...dagen startede skidt med en lang træls formiddag hvor hun ikke ville/kunne sove. Hun faldt lige i søvn og vågnede skrigende 10 minutter senere. Og vi skiftede den ene lorteble efter den anden. Men vi tog afsted. Hun sad i strækviklen og turen derind var rigtig vellykket. Jeg ammede hende i toget og så sov hun ellers længe. Hun blev lagt i drømmeposen sovende og jeg satsede stærkt på at hun måske kunne tage en god lang lur i den, ligesom sidst. Men nej. Hun vågnede og skreg...og sked. Og sådan fortsatte det fra 19-23. Lortebleer og dødsskrig og amning. Vi skiftedes til at sidde med hende, vandre rundt med hende, trøste hende etc. Mens den anden spiste og socialiserede som et rigtigt voksent menneske. Tror nok det kunne have været en rigtig hyggelig aften, men det der perma-skrigerí væltede bare læsset. Så vi tog tidligt af sted. Først kl 23. halvvejs i toget til Slagelse faldt hun i søvn. 


Men så sov hun gudhjælpemig helt indtil kl. 4. 


Det var en hård aften, men det skal fandme ikke stoppe mig fra at tage hende med ud en anden gang.


Besøget på mit efterskolen gik herregodt. Hun sov dybt langt det meste af tiden. Det var SÅ dejligt at se mine søde kolleger og elever igen. Og der blev eddermame dikke-dikket. Jeg er glad for at være på barsel. Er måske først begyndt at nyde det nu. Og er slet slet ikke klar til at komme tilbage på arbejdet lige med det samme. Men jeg kan mærke at det skal jeg nok blive.


Men nydelsen, den er ved at indfinde sig. At tage en middagslur side om side inde i dobbeltsengen, og få tilfredse mætte smil er fantastisk. Jeg glæder mig til hun kan noget mere. Grine, bruge sine hænder, spise rigtig mad, kravle osv. Men sådan en lille koalabjørn er nu også ret dejlig. 


Her er lidt billeder fra de sidste par uger:

Ud på tur  - en kold dag

Og så blev det pludselig sommer. Ved stranden for at spise is

Intelligent look...

I et saligt øjeblik

En rigtig charmenheimer